3. jule blev der fældet 12 flotte egetræer, der havde stået der i 130 år og nu skulle bruges til "Caroline".

Vi købte12 flotte stammer, hvor med en diameter imellem 45 til 60 cm og 9 meter lange. Desuden en del grengafler til krumtræ i byggeriet.

De ca 25 m3 egetræ blev kørt til Fregat Institutionen i Ebeltoft, som skar træet op i planker og  bjælker m.m. i de forskellige dimensioner.

Vi fik lov af Carsten Leth om at have træet liggende nede på hans gård ved Hou og i sommeren 2001 blev det stamplet et skyggefuldt sted på gården.

Træet var skåret op, så cirka halvdelen var 1 " klædningplanker og resten  var da, 2", 3" 4" og 6". Det fyldte omtrent 80 m2, så der var da noget at tage af.

I Risskov fandt vi en masse nyfældet egetræ og det der var mest interessant, var selvfølgelig at der var rigtig mange store krumme grene. Vi fik lov til at til at købe til brændepris og det  var rigtig dejligt, for det blev til 9 m2 krumtømmer til ganske små penge, så opskæringen med mobilt savværk blev derfor det dyreste.

Masten kunne ikke længere blive  i Hornslet, så en dag i februar, kørte vi med hjælp fra en trailer og en traktor masten ned til Vosnæs pynt, hvor den skulle ligge indtil sommer, hvorefter et skib kunne sejle den til Hou. Alt dette selvfølgelig for at spare penge.

Her fik den lov til at ligge i 2 år, men i august 2005 lånte vi  Colin Archeren ”Njord” og med 2 drenge fra Århus Produktionsskole sejlede Asger fra Århus op til Vosnæs for at hente masten.

Han  havde regnet med at kunne sejle ind til stranden med skibets gummibåd, men da de kom derop måtte de konstatere, at årene var væk og at der ikke var mere benzin på påhængsmotoren.

Der var altså ikke andet at gøre, end at ankre op og så hoppe i vandet med en trosse og svømme i land.

Det viste sig slet ikke at være svært at slæbe masten ud i vandet og så svømme ud til Njord igen, så det varede ikke længe før de var på vej til Hou for fuld damp med masten på slæb.

I Hou strandede de masten ved Egmonthøjskolens badebro og vi bragte den et par dage senere op til byggestedet hos Carsten Leht, hvor den fik et lag beskyttende trætjære.

Caroline skulle være kobberfast og vi brugte meget tid på at finde anvendelige materialer til forbindingen af skroget, altså bolte og spiger. Hos forskellige engelske og tyske skibs hjemmesider med grej til træskibe checkede vi priserne på bronzeskruer eller spiger, men det var ret dyrt. Skulle man mon bruge bronzeskruer? Nej, for det første ville det ikke være i tråd med mit forsøg på at bygge et skib, så tæt på den originale ”Caroline” som muligt og for det andet ville det blive meget dyrt. Englænderne havde dog et såkaldt ” Ringfast nail” af bronze og vi fik en prøve sendt hjem. Det var godt nok bronze, men spigeret var for tyndt og vi turde ikke binde an med det i konstruktionen.

Vi besluttede derfor at bruge kobber i skibet og  skaffede igennem en god kammerat 18 meter 1.tommes kobberstang til kølboltene. Vi viste, at det nok skulle gå, da fregatten Jyllands kølbolte var på 1,5 tomme kobberstang!

Spiger?  smeden Svend Brieske kom med en rigtig god ide`. Han havde en rulle gammel telefontråd, 8 mm kobbertråd og det var lige perfekt til at lave kobberspiger af. Vi lavede 3 – 4 spiger på 2,5 tommers længde, som vi  fik med hjem .

Hvordan ville det være at arbejde med disse spiger i egetræ? Kunne man overhovedet banke dem i, uden at de bøjede?

Det måtte prøves.

Vi  regnede jo med, at der skulle bores for og lavede først et 4 m.m hul, som kobberspigeret uden vanskelligheder gik i.

O.K ,så langt så godt, men hvad så, når der kun er et 2 m.m hul?. Endnu et spiger blev knaldet og også denne gang uden problemer.

Til sidst prøvede at slå kobberspigeret direkte i egetræet og blev forbløffet, da det stille og roligt sank i!

Det lovede godt

Nu kunne det egentlige arbejde begynde.

I efterårsferien gik vi i gang med at bygge den presseningshal, hvori Caroline skulle genopstå.

Vi gravede 3 dage i den stenhårde lerjord og fik til sidst brug for et maskindrevent pælebor for at kunne komme langt nok ned.

Tilsidst lykkedes det os at rejse de 2 sider, bestående af 14, 4 meter høje, kraftige granrafter, selv om det var et slæb.

Samtidig gik vi i gang med at lave en opslagstabel ud fra Carolines spanterids, hvilket tog langt tid, da man selvsagt skulle være utrolig omhyggelig med først at måle og derefter gange mål op til  virkelig størrelse.

I takt med at det virkelige arbejde med spanterne nærmede sig, kredsede vores tanker naturligvis mere og mere om den praktiske udførelse af spanterne.

Spanteridset viste tydeligt, at Carolines s-spanter forenede sig med kølen i en meget stejl vinkel, som gjorde spørgsmålet om bundstokkenes udformning problematisk.

Med en så stejl indgangsvinkel til kølen skulle der et ekstremt krumt stykke tømmer til for at danne forbindelse imellem spantearmene og et sådant var ikke til at skaffe. Alternativ kunne man sætte en høj, kraftigt plankestump op, hvorpå spanterne boltedes fast i siderne, men denne løsning syntes at være for skrøbelig, så løsningen måtte være at lade kølen fortsætte et stykke op i skibet, således at bundstokken ikke skulle have en så udtalt krumning.

Vi var derfor  nødt til at have en meget høj køl, så nu ville det blive afgørende om det tømmer vi for et par år siden havde lagt til side til dette formål, nu også kunne bruges.

Derfor : i gang med motorsaven!

Det 6 tommers egetræ var stablet langs en række fyrretræer vinkelret på byggebedding og kommende hal. Hvert stykke vejede vel et par hundrede kilo, så det var jo ikke lige en pind, man sådan tog under armen og svingede rundt med.

Vi ville have kølstykkerne ind på de jernbanesveller, vi havde fået bakset på plads inde imellem hallens stolper, så de 10 meter lange egetræsstykker skulle altså trækkes ind i hallen og så svinges 90 grader rundt, for at kunne ligge i deres fulde længde ”indenfor”.

Vi brugte en skovtrold, altså en skraldetalje med krog og wire, som vi vha. lange reb fastgjorde til egetræsstykkerne, hvori vi i enderne havde boret et 20 mm hul med et naverbor.

Så startede slæbet. Skovtrolden strakt ud i fuld længde, vel en 2,5 meter. Krogen i stroppen i hullet og så stramme det lange ankertov så stramt som muligt. I gang med skraldehåndtaget, frem –tilbage, frem-tilbage og når ankertovet var blevet helt stramt, kunne vi så rykke egekævlen 50 cm. Derefter afspænde det  hele, trække skovtroldens wire ud igen, hugge i stroppen og derefter stramme ankertovet igen og så……………………………………………………

Puha, det tog 2 arbejdsdage, at få egetræet ind i hallen.

Med motorsaven flækkedes  de tykke granrafter og de blev lagde dem som glideunderlag med barksiden nedad, det virkede godt.

Da egetømmeret lå parat på jernbanesvellerne gik vi i gang med tommestok og kridtsnor, for at få afmærket, hvor høje kølstykkerne kunne blive.

De blev på henholdsvis  25 og 22 cm og da afmærkningen var færdig vha. kridtsnor og blyant savede vi kanterne af med motorsav, hvilket kun tog et par timer for hver stykkes vedkommende.

Vinteren var over os og det blev så mørkt udenfor, men værre var, at den  megen nedbør bevirkede, at jorden ved bygge beddingen blev mudret og glat at gå rundt i, så vi besluttede at vente med at gøre hallen færdig til foråret og koncentrere mig om de opgaver, der skulle klares indenfor.

Vi havde jo besluttet, at Caroline skulle have trænagler og kobberspiger i klædningen og da vi endnu ikke var klar til at fremstille kobberspigerne, tog vi fat med trænaglerne.

Hvilken træsort skulle man anvende? I dansk traditionel skibsbygning havde man anvendt mange forskellige træsorter. I nordjylland var det mest almindeligt at bruge fyrre eller enetræs nagler, men man i resten af danmark også havde anvendt ung eg eller i træskibsbyggeriets storhedstid i 1850 `erne robinie eller locust, som det blev omtalt i de kredse ( Lat: Robinie Pseudoacasie ).

Robinien stammer egentlig fra det nordøstlige U.S.A. hvorfra det blev udskibet til skibsbyggeriet i Europa, men også i den gamle verden havde træet slået an, da den franske hofgartner Jean Robinie bragte træet til Europa, heraf selvfølgelig navnet.

Det var blevet almindeligt at anvende robinie til havebrug og til stolper og lignende på landet, da Robinien er lige så stærk som egetræet, sej som ask og lige så modstandsdygtig overfor råd som teak. En nedgravet pæl garanteres 50 års levetid, så det var jo lige noget for mig.

Det var i foråret lykkedes os at skaffe en masse robiniestokke 1 tomme gange 1 tomme og 2 meter lange, som var blevet bestilt til en frugtavler, der dog senere løb fra ordren, så vi fik rigtig mange, rigtig billigt.

Men hvilke dimensioner skulle naglen egentlig have? Vi vidste selvfølgelig, at de var koniske, for at sætte sig hårdere og hårdere fast, når man hamrede dem ind og vi vidste også, at de sædvanligvis var ottekantede ( runde, drejede blev dog også anvendt tidligere), men hvilket smig skulle de have?

T. H. Funchs ” Praktisk Skibsbyggerie” fra 1834 blev konsulteret og fandt selvfølgelig her svaret, da man på Funchs tid på Holmen kun anvendte trænagler, bolte og spiger i skibenes klædning.

Funch opgav  dimensionerne for en lille trænagle som: 4 kvarter lange, 13,½ linjer i den tykke og 11½ linjer i den tynde ende.

(

I løbet af december og januar 2007 gjorde Vi så afslagningstabellerne til Carolines spanter færdige. Hver

Spants placering blev aflæst ved de punkter, hvor det skar vandlinjerne og for at få flere punkter at støtte med, indtegnede vi desuden 6 centvinkler, der udgik fra forskellige steder på centerlinjen og skar spanterne tættere på en ret vinkel.

Desuden fastsatte vi spanternes smig i forhold til køllinjen, ved at aflæste deres vinkel igen ved hvert skæringspunkt imellem spant og vandlinje. Når denne  smig, eller mahl, som det rettelig hedder indenfor skibstømrersproget, senere blev markeret på spantetræet og høvlet af, ville klædningsplankerne kunne ligge helt tæt til spantefladen.

Nu var vi endelig klar til at bygge spanter, og heldigvis havde Asger Nørlund færdigbygget hos værksted i en villahave i Hou og gulvet blev spanteloft for Caroline.

Gulvet i værkstedet blev ryddet og omhyggeligt fejet, hvorefter vi malede afslagningsområdet med hvid linoliemaling.

Da maling endelig var tør afsatte vi først konstruktionsvandlinjen ( identisk med vandlinje B) med kridtsnor og vinkelret på denne i midten af afslagningsfeltet centerlinjen, som selvsagt skulle være nøjagtig vinkelret på den første.

Dette blev nemt opnået med en hjemmegjort kæmpepasser i form af et brædde på omkring 60 cm med et søm halvvejs igennem i den ene ende og et hul med en blyant i den anden. Sømmet blev placeret i det punkt på konstruktionsvandlinjen, hvor centerlinjen skulle skære og på begge sider heraf blev der så markeret med blyanten. Dernæst flyttedes søm-enden af passeren ud i disse punkter og afsatte derefter 2 vinkelslag et stykke fra konstruktionsvandlinjen som skar hinanden og hvis skæringspunkt centerlinjen skulle gå.

Nu var det så bare vha et retholt muligt at trække en linje igennem skæringspunktet på konstruktionsvandlinjen igennem vinkelslagene og vupti en retvinklet centerlinje var født!

Resten  var meget enkelt. De resterende vandlinjen blev udsat fra centerlinjen i den afstand, de var fra konstruktionsvandlinjen, ligeså centvinklerne.

Ved hjælp af de afslagningstabeller vi havde brugt så meget tid på at lave, var det nu en enkelt sag, at udtegne spanteridsene i fuld størrelse på gulvet i værkstedet og nøøj , hvor var det spændende. For første gang kunne man fornemme, hvor stor og fyldig Caroline ville blive.

Vi brugte mange timer på dette arbejde i vinterferien 2007, men blev først endelig færdig i april måned, men nu var jordet blevet så tør, at man kunne komme til at bygge hallen, hvori byggeriet af skibet skulle foregå.

Vi lagde en rem af kløvede granrafter i brysthøjde uden på hver række af granstolper og fik derefter vha. stige og styrke også lagt en kraftig rem oppe i 5 meters højde ved toppen af pælene.

Da disse remme var fastgjort forsvarligt med patentbånd og lange søm kunne vi koncentrere os om taget.

Dette blev konstrueret i 3 sektioner, hver 5 gange 4 meter, bestående af 3 spær holdt sammen af lægter, hvorpå en kraftig plastikdug var fastspændt. Vi havde været så heldig at få sponseret al vores plastik af en god ven, som arbejdede for et professionelt overdækningsfirma, som ekselerede i at overdække bygninger og byggerier. Fra ham fik vi første klasses kraftig plastikdug med forstærkninger til hele byggehallen.

Disse tagsektioner  kom op ved at løfte den ene side op på tagremmen på stolperne med taljer og reb,og derefter gentage proceduren med den anden side, så sektionen hvilede på stolperemmen i hver side. En dag var vi dog for ivrige og valgte at gøre et løfteforsøg, skønt det blæste en del, hvilket medførte at tagsektionen forvandlede sig til en kæmpe drage og fløj over i trækronerne bagved og selvfølgelig gik i stykker. Well! Om igen.

Da byggehallen i juni måned var færdig, gik vi i gang med at opføre midlertidige byggebeddinger af jernbanesveller, som blev skåret over på midten. Ideen var, at vi jo selvfølgelig ikke skulle få ondt i ryggen ved det store arbejde med at tildanne kølstykkerne, så de skulle op i en ordentlig arbejdshøjde. Derfor opførte vi to kraftige beddinger med en højde på 1 meter og løftede derpå de 2 egestokke, som vi jo havde skåret groft ud efteråret før, derop.

Jeg vidste, at disse tunge løft ikke ville blive de sidste, jeg ville komme til at udføre, så jeg fik bygget mig et tre-ben af tre 4 meter lange granrafter, surret sammen i toppen og udstyret med en 5 skåren talje imellem benene.

Når jeg satte min skovtroldstalje på løberen af den 5 skårne, var det ikke et problem at løfte de meget tunge 10 meter lange egebjælker på plads.

Nu skulle det egentlige skibsbyggeri begynde, men det stod samtidig klart, at vi var nødt til at tegne en nøjagtig byggeplan over køl og stævnopbygningen.

Ved at kalkere ”Carolines” omrids af køl, spunding, agter og forstævn over på et stykke papir, kunne vi har specifisere, hvor høj kølen skulle være under spundingen og hvor høj den skulle være inden for spundingen. Her vidste vi fra udslagningen, at ”Inderkølen” skulle være rimelig høj, for at spanternes bundstolkke ikke fik for skarpe vinkler i bunden.

Stævn opbygningen var heller ikke let. Det hurtigt stod klart, at de to stykker tømmer,som jeg havde udsavet groft til køl, ikke var så lange, som det kunne ønskes, og så lange, som Benzon utvivltsom havde anvendt.

. Det fik den betydning at forstævns opbygningen kom til at bestå af fire stykker tømmer, da ”Carolines” stævn er så rundet, at det ville være umuligt at finde et stykke krumtømmer, som på den ene side var bredt nok, til at kunne rumme spunding og et betydeligt stykke stævn her uden for, samt indvendig anlæg for plankerne og samtidig  have den ønskede krumning.

De 2 første stykker stævntømmer skulle fortsætte i forlængelse med henholdvis ”Inder” og ” yder” kølstykkerne og var forbundet med disse vha. hagelaske. Det tredje stykke stævntømmer var bjørnen, som var en meget aflang en af slagsen, der blev planlagt til at kunne boltes sammen med kølsvinets aller foreste stykke og i den anden ende fungere som anlægsflade for selve stævntømmeret, som var det fjerde stykke stævntømmer.

Agterstævnen bestod af et langt og kraftigt stykke tømmer, hvori spundingen skulle hugges og som skulle tappes ned i kølen. Dernest en række mindre stykker, som skulle støtte agterstævnen og som udgjorde dødtræet og derved anlæg for plankerne i den slanke, agterste del af skroget.

Arbejdet gik i gang i byggehallen. Ved hjælp af kridtsnor fik vi tegnet rette sider på stykkerne og begyndte så, side for side at tilhugge tømmeret.

Sine steder var der måske 5 cm ned til kridtstregen, hvilket selvfølgelig var for meget at høvle.af, så med motorsaven skar vi med ca. 10 cms mellemrum ned til kridtstregen. Nu kunne jeg med skarøkse og stemmejern nemt hugge det overskydende materiale væk, således at der endte med at være måske ½ - 1 cm at høvle af.

Når  grovafretningen af en side var færdig, begyndte så den endelige afhøvlen.  På den første side måtte vi afsætte kridtstreg på begge sider af  arbejdsfladen og så høvle ned til der var plant imellem de to streger, hvilket blev opnået med at anvende en bænkvinkel. Men når først en side var defineret som færdig og dermed ret, kunne vi bruge denne som reference og anvende bænkvinkelens 90 graders vinkel som rettesnor for de resterende 3 sider. Nu behøvede vi bare at høvle ned til en kridtstreg sæt på den nyafhøvlede side og dernæst med bænkvinkelen kontrollere resten af sidens afretning.

Således skred arbejdet frem på de 2 kølstykker hen over efteråret 2007 og da kølstykkerne endelig var færdig, havde de fået følgende diminsioner:

Efter at have udmålt de 2 stykker nøjagtigt i længden og besluttet hvad der skulle være for og agterende på dem, aftegnede vi så de respektive afslutninger. I agterenden kun en skrå afslutning, mens der i forenden skulle være hagelaske.

Disse blev opmålt nøjagtigt fra byggetegningen og udsat på tømmeret, hvorefter vi vha. af rundsaven skar enderne af i rette vinkler og lavede snit ned i tømmeret de steder, hvor hagerne skulle være.

Så var det i gang med elhøvlen for at høvle ned til den evindelige blyantstreg. Finafretning blev foretaget med håndhøvl og bugthøvl og endelig var vi klar til at placere den tykke inderkøl oven på den slanke yderkøl.

Det vi var kommet hertil stod det imidlertid klart, at det ikke ville være så nemt at balancere inderkølen ovenpå yderkølen indtil spanterne var klar og kølboltene kunne hamres igennem bundstokkene og ned igennem det to køle.

Vi var altså nødt til at fastgøre kølemnerne til hinanden imidlertid, men hvorfor ikke permanent tilføre kølsamlingen yderligere styrke ?

Vi besluttede derfor at isætte lange trænagler midt imellem hvert spantesæt og hertil anvendtes  50 cm lange robinie nagler med en diameter på 25 m.m, høvlet i otte kant.

vi lavede en halv snes nagler i denne udformning og borede for med et 24 m.m. bor, hældte trætjære i hullet og hamrede så ellers løs med en trækølle. Efter de første fem var status således, at naglerne brækkede alt for nemt, så det var tydeligt, at der var for stor modstand. Derfor fremstillede vi nye nagler, som denne gang var tilstræbt runde og også en anelse tyndere og så gik det. Over og underkøl blev samlet og rest på beddingerne. Det så godt ud!.

Så gik vi i gang med at lave underkølens afslutning.

Når man kigger på fotografiet af Caroline på bedding fra Benzons værft

                                                         ( Billede af Carolines stævn og Peter Roed)

Kan man se, at Caroline havde en køl, der gik så langt frem, at det var muligt at påbolte et stævn, der selvfølgelig var stærkt krumvokset og derfor selvfølgelig lavet af et stykke træ, som var ganske svært at skaffe, men dog alligevel kunne møde skibsbygmester Benzons krav om en stærkt rundet stævn.

Vi kunne imidlertid ikke følge Mesteren her, da vores kølemner ganske simpelt var for korte og derfor ikke nåede så langt frem, at et sådant stykke træ kunne anvendes.

Her løb vi for første gang ind i en begrænsning sat af vores økonnomi. Det er klart, at havde vi haft råd, ville vi havde kunnet gå ud og bestille 2 stykker køltømmer, som var lange nok. Sådan var det bare ikke.

Vi måtte derfor arbejde med køllaske og 2 forlængelsesstykker, der kunne tilgodese den  underløbne og samtidig lange og rundede stævnfod.

Nuvel, vi gik i gang og i løbet af marts og april 2008 fik vi fremstillet en under og en overkølafslutning, som krummede og samtidig dannede base for det egentlige stævntømmer.

Heldigvis havde vi tømmerplanen for kølen og stævnene og her kunne vi ved hjælp af et simpelt koordinationsystem få opmålt stævnens krumme forløb og oversat dette til kølstykkerne.

Vi brugte oversiden af kølen som referencelinje på den ene akse og spantelinjernes placering som referencelinje på den anden akse.

Den underste køl afslutning blev placeret og fastholdt ved hjælp af akacienagler og derefter placerede vi den øverste kølafslutning oven på denne.

Endelig fremstillede vi en bjørn, som kunne sammenbolte disse to stævnstykker/ kølafslutninger sammen og samtidig danne base for fiksering af selve stævntræet.( Bjørnen er det stykke krumvoksede træ, som forbinder den lige køl med det opretstående stævntømmer.)

Vi havde haft et stykke dejlig krumt egetræ liggende  ved siden af værkstedet, som vi havde gået og kigget til og forestillet os kunne blive til selve, hvad skal vi sige ” Understævnen”.

Som det nu gik, blev det ikke, men der var alligevel et så godt åreforløb, at det kunne bruges til bjørnen og samtidig, var det tykt nok.

Høvle, høvle, hølve, stemme, stemme, stemme, rette til , rette til, sigte og måle og voila, endelig også en bjørn.

For at holde det hele på plads besluttede vi, at bolte Bjørn, over og understævn sammen med en rigtig

1 tommes kobberbolt. Klinket i begge ender. Spørgsmålet var selvfølgelig, hvor stort hullet skulle være, bolten skulle jo gerne sidde godt fast, men skulle på den anden side også kunne hamres igennem.

Vi konsulterede derfor et ekspertværk på området, nemlig D. H Funchs ” Praktisk Skibsbyggerie. Et Forsøg.” udgivet i København i 1843.

Funch var skibsbygmester på Holmen og meget anerkendt i sin samtidig. I hans bog kan man simpelthen læse om det ypperste indenfor dansk skibsbyggeri, da det var på sidst højeste.

Funch anviste, at et bolthul skulle være cirka 1 mm, mindre end bolten.

Nuvel, vi sørgede for, at 24 m.m. boret kunne rende gnidningsfrit igennem den lange boring, tværs igennem de tre tømmerstykker og hentede et passende stykke kobberbolt fra lageret. Vi havde i løbet af vinteren skaffet noget 4 m.m kobberplade og herudaf havde vi med hulsave, fremstillet et antal klinkeringe med 25 m.m i indvendig diameter. En klinkering blev smøget over bolten– og så gik vi i gang.

Det vidste sig, efter at bolten var kommet ca. halvt igennem, at den sad bedre og bedre fast. Til sidst rykkede den sig kun et par m.m. ved hvert slag, så vi blev alvorligt bange for, at bolten ville komme til at sidde uhjælpelig fast midtvejrs. Hvad værre var, så begyndte den øverste del af bolten at bøje og David skulle anstrenge mig for at rette sine slag på en sådan måde, at bolten blev rettet op.

Det hjalp ikke, så til sidst blev vi nødt til at rykke en gasblæser til og varme bolten så meget op, at vi kunne rette den op.

Dette gentog sig yderligere to gange, inden bolten var banket igennem. Ikke så godt!

Det var til gengæld ikke så svært, at klinke bolten på undersiden af kølen, selv om det var enormt akavet at ligge og klinke med en muggert opad! Bolten sad godt fast og desuden fik jeg anbragt et stykke jernbaneskinne på boltens øverste hoved, fastspændt med remme.

Endelig var den første lange 1-tommes kobberbolt på plads. Det var bare ikke gået så godt som det skulle, men heldigvis fik vi hjælp et par dage efter.

Otto Leth kom over for at snakke og vi fik en god sludder om skibsbygning. Han fortalte om dengang, han og familien havde restaureret ”Brita Leth” tilbage i 1983 og forklarede, at når man isatte lange bolte var det almindeligt på værfterne at bore et såkaldt ” pashul”, altså et hul med samme indvendige diameter som borets udvendinge. Når boret gik igennem træet pressede det faktisk en del træ til side, så når man målte indvendigt, var hullet altid lidt mindre en boret, derfor sad en bolt stramt nok i et ” Pashul”. Et godt eksempel på praktisk skibstømrerviden, som vi som amatør ikke havde og derfor til tider kom til at lave fejl.

Næste projekt blev selve forstævnen. Det var et pænt stykke egetræ, der her skulle bruges. Stævnen skulle være omkring 2,5 meter alt i alt og med en største bredde på 37cm. Deroveni skulle bredden af tømmeret ende med at være 13,5 cm, som jo var resten af køl/stævnarrangementets tykkelse.

Det lykkedes at finde et passende stykke, der kunne holde målene, men desværre var der tale om et marvstykke, således at træets oprindelige marv lå i midten af stykket og p..ga. udtørring var der derfor opstået en del vindridser i specielt den ene sidde. Heldigvis ville disse vindridser komme til at ligge udenfor spundingen og samtidigt holdt sammen af de gennemgående bolte, så det burde ikke være et problem. Hvis de havde siddet indenfor spundingen, kunne man frygte, at forskellige svampesporer i årenes løb havde fundet et skjulested i bunden af en sådan revne og ville kunne udvikle sig til rigtig svamp inde bag yderklædningen, hvor det ville være umuligt at opdage.

Dette stykke tømmer var så tungt, at vi virkelig fik  brug for trebenet med taljen, men ved hjælp af den fik vi bakset bamsen op på bukkene og gik i gang med kridtsnor og tommestok.

Stævnen var nem at udsætte mål på, da byggetegningen jo havde den lodrette streg igennem stævnen, der markerede den føreste perpendikulær og dermed vandlinjens foreste punkt.

Ud fra denne linje optrak vi de allerede kendte vandlinjer, der jo ramte perpendikulæreren med 90 grader. Derefter var det simpelt at aflæse en given vandlinjes afgrænsning af stævnstykkets foreste og agterste punkt og vi fik derved en række koordinater, som kunne bruges til at aftegne stævnens krumme profil i bunden og dens ganske svage udadfaldende tendens i forhold til lodret.

Proceduren fra tidligere blev igen anvendt.

Først blev siderne rettet af til stykket havde den samme tykkelse overalt ( her 13,5 cm) og derefter blev profilen indtegnet ved hjælp af koordinatsystemet. Nederste og agterst skulle stævnen f.eks passe perfekt til at møde  bjørnens forside, da den jo skulle boltes sammen hermed.

Da også stævnprofilen efter en del høvleri var på plads, indtegnedes spundingen, der jo også krummede i et halvcirkelslag. Derefter blev stævnens sider høvlet fra spundingen og ud mod forsiden, der jo ikke skulle skære vandet med næsten 6 tommer, men kun med tre, som undersiden af kølen jo også var. Vi lavede en såkaldt ” forgyngning” på skibstømrersprog, hvor man altså lader en side af et stykke tømmer skråne ned mod den ene side.

Herved blev forsiden af stævnen altså kun 3 tommer bred og ville derfor fremstå som skarp. Bag spundingen var resten af stævntømmeret altså 13,5 cm bredt, for at kunne give et solidt underlag for yderplankernes anlæg.

Det sidste, der manglede at blive lavet inden stævnen var færdig, var selve spundingen, der skulle hugges ud med stemmejern.

For at få det rette smig i spundingen, så klædningsplankerne ville slutte tæt til, anvendte vi vandlinjerne, der jo var indtegnet som en del af koordinatsystemet fra før. På linjetegningen kunne man jo afllæse hver enkelt vandlinjes smig, når den mødte stævnen og disse gradangivelser kunne vi så overføre til selve spundingen.

Så.. 5 meter spunding blev hugget og stævnen var færdig.

Stævnen blev løftet på plads og nu skulle vi for første gang anvende de 1 tomme tykke kobberstænger til at bolte de to forskellige dele sammæen.

Første spant var oppe i september.

Spant A og B var ikke så svære at lave, da deres krumning ikke var så stor. Derfor kunne vi til hver spantearm bruge et stykke træ, der bare havde den rette krumning. Men for at komme så lang, skulle der jo laves en skabelon. Spanternes linjer var jo aftegnet på spanteloftet inde i værkstedet, men problemet var, at få overført linjerne nøjagtigt til en skabelon, men hvordan gjorde   man? Ideen kom fra Woodenboat. Her blev der nævnt en metode, hvor man slog små søm ned i linjen med ca. 10 cm mellem. Herefter klippede man sømhøvedet af og lagde nu en krydsfiners plade ovenpå. Ved at slå på plade, trængte sømmene ind i pladen og aftegnede derved llinjen. Derefter var det bare at trække linje imellem sømhullerne i pladen og vupti, havde man overført spantets linje fra gulvet til pladen. Herefter savede vi langs linjen med en stiksav og fik derved en skabelon, som vi kunne tage med uden for og finde det rette stykke træ.

Til bundstokken fremstillede vi en selvstændig skabelon, da bundstokken jo skulle have arme godt op i begge sider, så der var  plads til afstand imellem de to bolte, der skulle forbinde hver spanterarm med bundstokken.

Den 10. august 2010 blev spant nr. 8, det sidste spant færdig og samme dag fik vi det ved hjælp af trebenet løftet på plads et godt stykke oppe af agterstævnen. Spantet blev boltet til stævnen med en stykbolt, der gik vandret ind i agterstævnen i stedet for horisontalt igennem kølen. Årsagen hertil var, at både spant nr. 7 og 8 sad så højt oppe på dødtræet, at det ville være umuligt at få plads nok under kølen, til at få banket en så lang kølbolt hele vejen igennem over 1 meter dødtræ

Efter at spant 8 var på plads manglede der stadig selve hækken som strakte sig ud bag ved agterstævn og rorstamme. Men nu havde vi ikke nogen køl eller dødtræ til at hjælpe med at afgøre, hvor det enkelte spant skulle side i forhold til højde og de andre spanter. Hækken svæver jo som en forlængelse af overskibet over vandet og selv om Benzon på spanteridset havde angivet hækspejlets form, så var der stadig alt for mange ukendte.

Vi vidste derfor, at vi måtte støtte os op af skabeloner og lister, for at kunne lave de langsgående bærende bjælker, som skulle forbinde spant 7, 8 opg agterstævnen med agterspejlet.

Da Hobro i sin tid restaurerede Anna, så Asger hvordan skibstørmer Jes bukkede et bur af tynde lister op på agtersrkibet, som efterhånden ved utallige justeringer og rettelser viste hækkens udformning. Når disse lister var på plads, kunne man inden i det ” Bur” ,de dannede, måle sig frem til, hvordan de bærende bjælker skulle udformes..

For at målene blev korrekte, måtte vi  imidlertid først sørge for, at de agterste spanter, hvor listerne skulle udgå fra, havde den rette form i forhold til resten af skibet. Jeg måtte ligeledes få fastslået skibets dæksspring, som jo skulle fortsætte ud i hækken og stoppe ved spejlet. Det var derfor også nødvendigt, at sætte en liste op, der markerede dette spring i hele skibets længde, for at springet skulle få et harmonisk forløb,.

Vi skulle ” slette af ”, som det hedder på skibstømrer sprog. Det vil sige, at udjævne forskellene imellem de enkelte spanter, således at bordplankerne ville komme til at lægge til på alle spanter og på hele spantets yderside, hvilket gav det bedste hold på planken. På et værft foregår dette ved, at man finder en lang, lige og smækker liste eller retholt, som læggers på 5 -6 spanter, startende i en af skibet ender. Tre skibstømrer holder retholtet ind på alle spanterne og eventuelle ujævnheder og kanter markeres med et stykke kridt, som man efterfølgende kan se ,hvor og hvor meget der skal høvles af. Denne proces fortsætter ned af indtil kølel, hvorefter man forsætter på det næste sæt spanter. Og sådan gjorde vi.

Da dette var klaret kastede vi os ud i de øverste 4o cim fra dæksspringet og nedefter, hvor der senere skulle trækkes lister for at angivet dækssrpinget.

Endelig oprandt dagen, da vi skulle se Carolines linjer tone frem for første gang. Den højre presseningside blev løsnet og løftet op, hvorefter vi kunne se hele styrbord side af skibet.Så begyndte vi at opsætte granlister på spanterne, der hvor der påhvert spant var markeret dækkets højden. Da listerne var opsat på alle spanterne, gik Asger på afstand og kravlede med stigen op af et træ, for at kunne få en oversigt over hele forløbet. Herved kunne han se, hvor der var uregelmæssigheder og springkurvens jævne forløb var skæmmet af en unøjagtighed. Efter en del justeren fremstod Carolines spring på en smuk jævn måde og vi kunne kopiere denne linje til bagbordsside ved hjælp af et retholdt og et vaterpas.

Efter at have opsat en liste langs springet i bagbord side kunne man forlænge begge springlister ud forbi spant 8 og agterstævnen og herved skabe hækkens form og afslutning. Igen blev vaterpasset brugt til at afpasse begge siders højde og vi kunne afslutte den imaginære hæk med en tværpind. Nu opsatte vi skabeloner for skandækstøtter  i begge sider på de to sidste spanter og kunne derved opsætte lister, der illuderede lønningens forløb hele vejen ud til hækken. Det hele blev bundet sammen med lister og herved opbyggede vi hækken med det hælende ovale spejl og lønningernes tumble home.

Nu kunne man måle indvendigt i det ”bur”, der var opstået i form af hækken og fremstillede nu en skabelon, der skulle bruges til de såkaldte ”horntimbers”. Disse er bjælker, der løber langskibs på indersiden af de to sidste spanter og fortsætter ud forbi agterstævnen og op til hækspejlets inderside og danner hækkens lønningstøtter. Der er altså tale om lange bjælker, der til sidst knækker ca. 15 grader, for at danne spejlet. Vi fremstillede 4 sådanne bjælker, så der blev to på hver side med cirka 20 cm. Afstand. For at bjælkerne skulle stå  ret i det horisontale plan, var det nødvendigt at stemme huller ud, hvor bjælkerne hvilede på spanterne. Herved svækkede man naturligvis deres styrke, men vi  syntes, at det var forkert at sætte bjælkerne fast til spanterne med en gennemgående bort igennem spant og bjælke. I stedet for valgte vi at lave tværgående bjælker, der skulle stemmes ned over bjælkerne og derved fastholde dem mod spantet. Ved hjælp af skabelon og en del prøven frem og tilbage fik vi sidst i november 2010 en sådan tværbjælke på plads på spant 7, fast boltet med tre ½ tommes kobberklinkebolte i hver side.

Arbejdet gik i stå, da foreningen havde brug for at nyformulere vores projekt og vi fandt ud af, at det efterfølgende arbejde med at planke Caroline op, var for omfattende og vanskelligt til at vi selv kunne gøre det.

Derfor blev det besluttet, at der skulle søges penge fra fonde, så professionelle skibstømrere kunne udføre arbejdet.

Det lykkedes at få støtte fra Eggert Benzon foundation og i juni 2016 blev Caroline løftet ud fra sin byggeplads ved Hou og kørt til Hobro træskibsværft, hvor Peter Leth og hans folk tog over.