Rekonstruktionen af  Danmarks første lystkutter

Harald Frisches år med Caroline.

Det viste sig, at "Carolines anden ejermand, grosserer Harald Fritsche, ikke havde været hr. "Hvem som helst". Han ejede jo "Caroline" fra 1881 til 1889, men var allerede da en fast etableret institution i dansk sejlsport, idet han sad i bestyrelsen for Dansk Forening for Lystsejlads fra 1869 til 1887. Inden han købte "Caroline" havde han ejet krajejollen "Røskva", som vores ven Frede bojsen havde sejlet med i 1872.

Fritsche forlod bestyrelsesarbejdet, da han af de andre medlemmer af bestyrelsen blev anklaget for at være "egenrådig" og "hidsig".

Ikke desto mindre blev der d. 11 maj 1887 holdt en stor afskedsmiddag for ham i de selv samme   foreninglokaler på Langelinje, som foreningen havde fået stablet på benene langt overvejende på grund af Fritsches indsats. I takketalen sagde man b.la. om ham:

"En mand, der ligeledes har omfattet Foreningen med varm Interesse og arbeidet  energisk og trofast for dens Fremme, er Grosserer Harald Fritsche, der havde sæde i bestyrelsen lige fra 1869 til 1887. Ved sin djerve, resolutte og bestemte Optræden kunde det vel ikke være andet, end at han skaffedes sig modstandere, men  hans store Interesse for Foreningen, hasn joviale Lune ved det festlige Sammenkomster, hans redebonne Bistand, naar det kneb, skaffede ham paa den anden side en stor skare af Tilhængere og Venner. Dt var ogsaa ved hans ihærdige Bestræbelser, at Klubhuset på Langelinie, blev opført. Da han i 1887 traadte tilbage, vakte det derfor stor beklagelse blandt Foreningens Medlemmer"." Salen var festlig dekoreret og på den største væg ( nordlige) Væg var ophængt en Skibsraa med et losgjort Sejl med Flag og Standere udenom. Da Foreningens Formand holdt Talen for Æresgæsten, blev Sejlet givet op, og bag det kom da et veltruffet billede af Grosserer Fritsche til Syne, hilset af de Tilstedeværende med levende Bifald. Paa den smagfulde Ramme saas Navnene "Caroline" og "Røskva" og langs ned ad Rammens Sider var med Signalflag malet et Signal, som aflæst efter Foreningens Signalbog lyder: "Tak for god Bistand".

Sådan lød beretningen om afskedsmiddagen i Tidskrift for Sport anno 1887.

I 1882, året efter, at han erhvervede "Caroline" tog Fritsche kutteren ud på langtur. Beretningen om denne eskadresejlads for foreningens fartøjer kunne læses i Tidsskrift for Sport 1883:

                                             Eskadresejladsen til Stockholm i 1882

”Da Svenska Segel Selskabet agtede ved større Festligheder at fejre sit halvtredsindstyveaarige Jubilæum Lørdag den 17de Juni, besluttede Bestyrelsen, som havde modtaget Meddelelse om, at Foreningen vilde være hjertelig velkommen, at føre Aarets Eskadresejlads til Stockholm for at bringe Nordens ældste Lystsejladsforening en Lykønskning paa dens Jubilæumsdag samt en Tak og Anerkendelse for den Bistand og Vejledning, som af Svenska Segel Selskabet i sin Tid blev ydet ved vor Forenings Stiftelse.

  Fredag den 9de Juni vare de Fartøjer, som havde anmeldt at ville deltage i Eskadresejladsen, samlede paa Kjøbenhavns Rhed, hvor Fartøjsførerne ved Middagstid mødte ombord i Skonnerten Emilie for at træffe nærmere Aftale om Sejladsen.

I Anledning af denne udflugt var der til Foreningens Signal og Manøvrebog trykt forskjellige Tilføjelser, navnlig en Fortegnelse til Indklæbning i Signalbogen paa c. 500 maritime Stednavne mellem Falsterbo og Stockholm. Disse uddeltes. Til Eskadrechef valgtes Kommandør Christiansen og til Sejlkomite`Kammerherre Sehested-Juul, Hofjægermester Benzon til Benzon  og Grosserer Fritsche. Eskadrechefen hejsede derpaa sin  Vimpel ombord i Skonnerten Emilie.

  Eskadren bestod af 7 Fartøjer og var delt i 2 Delinger. 1ste Deling med Skonnerten Emilie som Delingsfører  bestod tillige af Yawl  Sakuntala og Kutter Nautilus; 2den Deling af Skonnerten Tumleren som Delingsfører samt Kutterne Agnete og Caroline. Dæksbaaden No Name stødte senere til Eskadren.Allerede meget tidligt om Morgenen Lørdag d. 10 Juni var der travl Virksomhed paa Eskadrens Fartøjer. Baade roede frem og tilbage. De allersidste Aftaler bleve trufne. Trods de hyppige Regnbyger havde der dog i den tidlige Morgenstund indfundet sig en Del  Tilskuere paa Langelinie og Nordre Toldbod for at se Eskadren afsejle. Kl. 7 gaves Signalet ”Klar til at lette”, og Kl. 7,50 Min. Lettede Eskadren i Nummerorden og stod under en heftig Regnbyge Rheden ud  med frisk nordlig Vind. I kjølvandslinie naturlig Orden stod man saa Drogden ud. Kl. 10 passeredes Fyrskibet, og nu sattes Kursen efter Falsterbo Fyrskib. Kl. 10,40 Min formeredes Kjølvandslinie i 2 Kolonner. Manøvren foretoges da den skete rumskjøds, paa følgende maade; Medens der gaves 2den Deling ordre til at holde Kurs, beordredes 1ste Deling til at dreje 4 Streger til Styrbord. Paa denne Maade kom 2den Deling op til 1ste, og da de 2 Formænd vare Side om Side,  drejede 1ste Deling 4 Streger til Bagbord.  Nu rettedes Linien, og Ordenen var dannet. Kl. 11 ophørte de samlede Manøvrer.  Falsterbo Fyrskib passeredes kl. 1 1/2 , og  nu styredes der med stadig friskende Vind O. t.S. Søen voxede en Del samtidig med, at Vinden trak sig helt vestlig vedblivende med Byger. Man begyndte allerede at mindske Sejl paa de mindre Fartøjer, og de store maatte følge Exemplet for ikke at forlade de mindre. Kl. 4 passeredes Kullagrundskosten. Ordenen bibeholdtes stadig, men der maatte fra alle Sider gjøres store Anstrængelser derfor, saa at Besætningerne havde nok at passe. Kl.6 opgav den Kommanderende Utklipporna som Samlingssted for det Tilfælde, at Eskadren skulde blive splittet. Det tiilkjendegaves, at Kursen for Natten var O.N.O. Kl 8 ½ var man allerede tværs af Sandhammerens Fyr og fik Kl. 9 Hammerens Fyr i Sigte.

  For at sikkre Sammenholdet i Eskadren førte hvert Fartøj Natten igjennem en Kampagnelanterne paa Hækken til Rettesnor for Agtermanden.

  Opholdet ombord denne Nat var ganske vist ikke saa behageligt, som det kunde være , thi Fartøjerne rullede svært i den ikke ringe Sø, der mere og mere rejste sig. De mindre Fartøjer maate presse med Sejl for at følge og fik derfor en Del Vand indenbords, medens de største trillede svært, da de førte meget smaa Sejl. Men trods alle Genvordigheder, holdtes dog Eskadrens Orden meget upaaklageligt hele Natten igjennem.

  Søndag d. 11 Juni kl. 2 ½ Morgen tabte Eskadren Hammershus Fyr af Sigte. Vejret var nu opklarende uden Regn og allerede Kl. 5 ¾ fik man Utklippornas Fyr i Sigte, og Kl.7 var man tværs af det, men i saa betydelig Afstand, at man kun fra Rejsningen var i Stand til at se hele Taarnet. Samtidig ændredes Kursen til N.O.. Nattekulden, der havde været temmelig generende for de Vagthavende, veg efterhaanden Pladsen for klart og ganske mildt  Sommervejr. Vinden var vedblivende vestlig, men til Favør for Eskadren trak den sig mere og mere   mod Syd. Vinden løjede noget af, og med mere rolig Sø og en let Brise gik det nu med forøget Sejlkraft op efter Øland, hvis Sødre Uddes Fyrtaarn man fik i Sigte kl. 10. Kl. 11 ½ var man tværs af det og styrede nu nordefter op ad Kalmarsund. Vinden viste atter nu Eskadren den Gunst at trække sig mere agterlig. Eskadren, der Kl. 11, 17M, opgav den Orden, hvori den var bleven stillet paa Kjøgebugt, og gik over til en Kjølvandslinie, søgte forgjæves at faa Nogle Lodser til Kalmar i Degerhamn på Øland. Man styrede da på egen  Haand op ad Sundet med tiltagende Kuling og Regntykning, hvilket nødte til den største Forsigtighed ved Sejladsen. Man gik Østen om Utgrundens Fyrskib langs Øland, og Eskadren mindskede Sejl på Grund af den tiltagende stive Kuling og voxende Sø. Fra Eskadrechefens Fartøj loddedes, og toges sikkre stedsbestemmelser, saa ofte Tykningen tillod det, og for de andre Fartøjer var det under de nævnte Omstændigheder en ingenlunde let Opgave at bevare Sejlordenen. Under disse vanskelligheder kom man ind paa Kalmar Rhed, hvor man endelig  Kl.3 ½ fik Lodser ombord. Efter at der var givet Tilladelse til at søge Ankerplads efter Behag, bragte Lodserne de  forskellige  Fartøjer til Ankers dels på Rheden dels inde i Havnen. Kl. ca. 3 ½ vare alle Fartøjer til Ankers. Om Aftenen gik Eskadrens Mandskaber i Land i forskjellige smaapartier, men allerede tidligt vendte man tilbage derfra på Grund af de foregaaende Dages uvante Anstrængelser..

  Mandag d. 12 Juli laa Eskadren til Ankers i Kalmar paa Grund af en vestlig Storm, hvis Styrke ansloges til 6. Kl. 4 om Morgenen ankom Dæksbaaden No Name til Eskadren efter en Sejlads, der gjorde saavel Fartøjet som dets Fører megen Ære. Lørdag Eftermiddag var de sidste Nagler slaaede i den, og Lørdag Aften var den afgaaet. Den indlemmedes i Eskadren som Agtermand i 2den Deling. Det var egentlig Eskadrens Hensigt at afsejle kl. 12 Middag, men paa Grund af Stormen opgav man denne Plan og opsatte foreløbig Afrejsen. Om Formiddagen besaa man Kalmars minderige og maleriske Slot, og om Eftermiddagen foretoges en Fællesudflugt i den smukke Omegn. Aftenen sluttede med et animeret Maaltid paa Hotel de Witt. Atter denne Aften søgte man tidligt til Køjs for at kunne møde udhvilede paa Dækket til de forestaaende Strabadser.

   Tirsdag d. 13 Juni begyndte langtfra lovende. Det var koldt, overtrukket, og der faldt heftige Regnbyger. Vinden var dog gunstig nok, nemlig en stiv Sydvest. Kl. lidt over 6 fik Eskadren Lodser ombord for at blive ført ud af Kalmar Rhed til Skægganæs. Kl. 7 lettedes Anker, og den Kommanderende overraskede Eskadren behageligt ved sin Ordre til fri Sejlads lige til Jungfrun, en høi, stejl Klippeø i den nordligste del af Kalmarsund. Sejladsen derop, ca. 40 Kml, var en fuldstændig Kapsejlads. Skonnerten Emilie og Sakuntala toge snart Teten, tæt efterfulgt af Tumleren. Kl. 12 passeredes disse Jungfrun under en meget hæftig Byge, i hvilken Vinden sprang mere vestlig, saa pludselig, at Emilie, der var tæt inde under Øen, for at klare sig fra denne var nødsaget til at bomme med saa godt som Alting staaende. De førstankomne Fartøjer kastede bak tæt nordenfor Jungfrun for der at afvente de øvriges Ankomst. Kl. omtrent 2 vare atter alle samlede, og nu opgaves Kursen til Landsort NO.t.N. Eskadren formeredes i Kjølvandslinie i 2 Kolonner, men Vinden, der paa den angivne Kurs var ganske plat, i Forbindelse med voxende Sø, lagde store Hindringer i Vejen for Sejlordenens Bevarelse. Der var nu nok at skjøtte på Eskadrens Fartøjer, thi da kun enkelte af dem vare forsynede med Bredfokke, maatte der, hver gang der skulde gires lidt for at holde Afstanden, bommes over, hvilket under de skildrede Omstændigheder ikke kunne gjøres uden en høj Grad af Forsigtighed. Kl. 4 kom man tværs af Ølands nordre Fyr, og allerede kl. 5 tabte man det af Sigte. Kl. 6 voxede Vanskellighederne ved at bevare Sejlordenen i saa høi Grad, at Eskadrechefen besluttede at opgive at holde Eskadren sammen, hvorfor der blev givet de sikkert velkomne Signaler: ”uafhængig Manøvre” og ” Eskadrens Samlingsplads er Elfsnabben”. Hurtigt saa man Yachterne faa mere Sejl sat, og af sted gik det over Norrkøpingsbugten. Eskadrechefen blev tilbage for at forvisse sig om, at de mindste Fartøjer der vare sakkede langt agterud, havde aflæst Signalerne. Da dette var konstateret, gjorde Eskadrechefen atter Sejl. Ud på Aftenen blev Vejret klarere men ikke varmere, og efter Solnedgang løjede Vinden kjendeligt af, og sidst paa Natten døde den ganske hen, saa at Morgenen fandt Fartøjerne, der vare spredte langt fra hverandre, men dog alle i Sigte fra den Kommanderende, rullende og duvende i den døde Dønning, Imidlertid lagde Dønningen sig ganske op ad Dagen.

den 14 . juni.

   Vejret var smukt og varmt Solskinsvejr med omløbende svage Vinde og Stille. Men endelig ud paa Eftermiddagen kom en gunstig sydlig Brise op, og man saa nu fra Eskadrechefens Fartøj, der drilagtig nok vedvarende laa i Stille, det ene efter det andet af Eskadrens Fartøjer forsvinde ind i Skjærgaarden.  Kl. 4 om Eftermiddagen passerede Eskadrechefen Landsort Fyr, hvor han tog Lods ombord, og nu gik det for en ret frisk sydlig Brise ind ti Elfsnabben, hvortil Ankomsten skete Kl. 9. Der laa allerede Eskadren opankret, og nu kom Jollerne i Aktivitet; man aflagde hverandre Besøg for at erfarre, hvorledes det var gaaet, siden man skiltes ad paa Norkøpingsbugten. Nogle vare strax ved Adskillelesen søgt længere ind under Land og havde der havt ret gode Chancer ved en nordvestlig Brise, der havde blæst om Formiddagen inde fra Skjærgaarden. Andre havde holdt sig længere til Søs, en enkelt  var gaaet ind ad Danziger Gatt. For nogle af de mindre havde Aftenen d. 13de Juni været meget haard, saa at der endog havde været Tale om at dreje under, fordi det i den høje Sø var forbundet med Fare at lændse længere. Det trak langt ud på Natten, inden der blev Ro paa Eskadren, thi den lyse Sommernat med den vedvarende svage Solrødme lokkede til at blive paa Dækket for at betragte den vidunderlige smukke lille Vig, i hvilken Eskadren laa. Vigen var dækket fra alle Sider, saaledes at man intetsteds kunde opdage noget Udløb; indesluttet, som den var, af temmelig høje skovbevoxede Klipper;  en Omgivelse kort sagt saa uvant og overraskende for os Danske, at vistnok de fleste af de Tilstedeværende sent ville glemme denne Aften og Nat. Det svage Dagslys, hvori man  dog selv Kl. 1 om Natten kunde læse i en Bog, gav Scenen en ukjendt Tillokkelse. Elfsnabben var i Gamle Dag en Krigshavn og som bekjendt Udgangspunktet for Gustaf Adolphs Togt til Tyskland, men nu ere alle dertil hørende Etablissementer nedlagte, og det eneste Minde derom er, at et af Indløbene kunstig er spærret. Som en udmærket sikker Vinterhavn bruges den nu meget. Endelig kom dog alle til Ro, og Kl. 6 ½ Torsdag Morgen den 15de Juni vare atter alle på Dækket. Eskadren lettede da i Nummerorden med frisk sydlig Vind og klart og smukt men langtfra varmt Vejr. Da man havde krydset sig ud gjennem det sydlige Indløb, sattes Eskadren i Kjølvandslinie, og følgende Eskadrechefens Kurs og Bevægelser stod den nu efter Lodsens Anvisninger op gjennem den berømte Skjærgaard. Mellem vexlende Omgivelser, af og til skjulte for hverandre i de krogede og bugtede Løb, sejlede nu Fartøjerne for fulde Sejl ad Dalarø til. Ved Badestedet Dalarø, Stockholmske Landliggeres Opholdssted, agtede man at gjøre Rast nogle Timer. Eskadrechefen ønskede at foretage nogle Ankringsmanøvrer, inden man naaede Stockholm, og der gaves Ordre til at ankre i den Orden, hvori Eskadren var, i opgiven Compasstreg nemlig i Vest fra den Kommanderende med 300 Fods Afstand mellem Fartøjerne. Ankringen, der skete Kl. 9 ½ foretoges med upaaklagelig Præcision. Strax eter Ankomsten overbragtes der Eskadrechefen et Telegram fra Svenska Seget Selskapet med et Velkommen til Skjærgaarden, hvilket meddeltes Eskadren. Mange gik i Land, idet  Letningen først skulded ske Kl. 1 Emd. Her skiftede man Landsortlodserne om med Dalarølodser, der skulde vise Vejen til Stockholm. Kl. 1 foretoges Letningen efter Nummerorden, i hvilken Orden man stod videre op gjennem Skjærgaarden i en meget lang Linie, da der var befalet 400 Fods afstand mellem Fartøjerne. Over aabne Fjorde, gjennem snævre Løb, gik det nu rask ind ad Vaxholm til . Stockholms Skjærgaarad ligner i meget en Indsø med sine smaa bevoxede Holme, og den frembyder meget smukt og Interssant; man faar det ene Skue vexlende med det andet ind mellem Øerne; man sejler ofte saa at sige i Træernes Skygge, pludselig udvider da Løbet sig, og man passerer nu Bredninger som f.Ex den bekjendte Kanholmsfjærd, hvor de stockholmske Kapsejladser pleje at afholdes. Time efter time kan man nyde dette Skue uden at blive træt deraf. Gjennem saadanne Omgivelser og begunstigede af Vind og Vejr bugtede Eskadrens lange Linie sig nu op ad Stockholm til. Jo længere vi kom frem, desto flere Villaer saa vi, og fra næsten enhver af disse hilsedes vi velkommen med Hurraraab, med Viften, Flagning ja endog med Kvartetsang. Eskadren gjengjældte det ved Salutering, og vi tilbragte nogle fornøjelige og morsomme Timer. Kl.7 stod Eskadren ind paa Vaxholms Rhed. Ligesom vi i det snævre Farvand drejede omkring en lille Pynt, prajedes Kommandofartøjet paa Dansk fra Land. Det var Foreningens Formand Kammerherre Sehested-Juul.  der af  tvingende Nødvendighed havde maattet foretage en Rejse til Kristiania, og som nu ad Jernbanen skyndte sig at opsøge sine Fæller. Hurtigt sendtes Skonnertens Gig i Land, og endnu før Ankret faldt, stod Sehested-Juul paa sit Fartøjs Dæk for at slutte sig - nu desto værre for sidste Gang - til en af Foreningens Eskadresejladser, for hvilke han nærede saa varm en interesse.

  Atter udfor Vaxholms Fæstning foranstaltedes en Ankringsmanøvre, idet Delingerne beordredes til i opgivne modsatte Kompasstreger at ankre hver paa sin Side af den Kommanderende, der saaledes blev Midtpunktet af Linien.

  Da enkelte af Fartøjerne ved at stikke mere Kjæde eller ved at hale ind paa den, havde rettet Linien af, var denne særdeles vellykket.

  Fredag den 16de Juni, Eskadresejladsens sidste Dag, Kl. 8 Morgen gaves der Fartøjerne Ordre til at hejse Sejlene Alle paa en gang, en Ordre der udførtes saa kvikt, at man allerede 5 Min over 8 kunde lette i Nummerorden. Eskadren forlod nu Vaxholms Rhed og stod med en frisk NV. Videre op ad Stockholm til. Jo mere man nærmede sig Staden, desto mere beboede bleve Omgivelserne, og desto livligere blev Sejladsen;  man vidste nu deroppe, at Eskadren var nær og overalt flagedes der, Damerne viftede, vi viftede og saluterede, man saluterede fra Land. Da Eskadren nærmede sig Stockholm signaleredes den Ankringsmanøvre, der skulde foretages paa Rheden; men da Eskadren præcis Kl. 12 kom der ind, viste det sig, at Lodsen ombord hos den Kommanderende i høj Grad havde forregnet sig med Hensyn til den disponible Plads. Manøvren maatte da opgives, og i sidste Øjeblik, samtidig med at Eskadrechefens Fartøj lod sit Anker falde, hejsedes Signal med Tilladelse til at søge Ankerplads efter Behag. Hele Eskadren ankrede imidlertid tæt samlet ved Skeppsholmen udfor Svenska Segel Selskapets Hovedstation, hvor det Clubhouse, som H.M. Kong Oscar skjænkede S.S.S. i Anledning af Jubilæet, bliver bygget.

  Kort efter Ankringen besøgtes Eskadren af Sekretæren ved S.S.S. Havnekaptajn v. Sydow,der kom for at byde den velkommen.

   Kl. 1 sammenkaldtes Fartøjsførerne til et Møde hos Eskadrechefen, hvorefter dennes Vimpel nedhaledes.

  Om Aftenen samledes de Danske til en livlig Sexa paa Hasselbacken, hvor den skjønne Natur og de lyse Nætter øvede den sædvanlige Virkning baade paa dem, der første Gang gjæstede Stockholm, som paa den, der var gammal och van. Ude paa Altanen med den stolte Udsigt over Mælaren med Stockholm, prægtigt belyst af den synkende  Sol, der særlig illuminerede Bygningerne paa Mosebacka paa en imponerende Maade, vexlede Talerne i Skjæmt og Alvor indtil Hensynet til de Fordringer, den kommende Dag vilde stille, manede til Opbrud.

  Festdagen, Lørdag den 17de Juni, oprandt med klart og smukt Vejr og frisk Brise, der lovede en vellykket Kapsejlads. Kl.6 Morgen toges samtlige Eskadrens Fartøjer med Undtagelse af Nautilus paa Slæb af en Damper, der med jævn Fart førte de flagsmykkede Fartøjer til Mødestedet i Kyrkviken. Paa Vejen indhentedes Nautilus, der med Dagens anden Jubilar, vor mangeaarige Bestyrelsesmedlem, Fyrskibsfører J.P. Larssen ombord, var gaaet under Sejl tidligere om Morgenen. Larssen, der samme Dag fyldte 60 aar, hilsedes med livlige Hurraraab, i det Eskadren passerede og var synlig bevæget ved den enstemmige Hyldest, han paa denne Dag modtog af sine Landsmænd, som senere fandt Anledning til at anmode ham om at modtage som Erindringsgave et Album med Portræter af samtlige Deltagere i Eskadreturen.

  Paa Kyrkviken samledes omtr. Kl. 8 Cheferne for alle de Fartøjer, der skulde deltage i Kapsejladsen, ombord paa Orlogsdamperen Kare for at modtage Sejladsreglerne og afgjøre forskjellige Spørgsmaal Sejladsen vedrørende. Til Chef under Dagens Sejlads valgtes Kommandør Ankarcrona, samt til Dommere Havnekapitajn F. F.. v. Sydow. Rector S. v. Friesen samt Kammerherre O. Sehested-Juul. Af de danske Fartøjer var der stillet et til hvert af de 3 Løb, nemlig til 1ste Løb: Nautilus, til 2det: Caroline og til 3die: No Name.

  Kl.10 ½ startede i alt 28 Fartøjer, af hvilke dog 4 ikke fuldendte Løbet. Sejrherrer bleve i 1ste Løb: Norsk Kutter Aljuca, i 2det Løb: Surge og i 3die Løb: Marie Louise til Ende, og samtlige flagsmykkede Lystfartøjer toges paa Slæb af 4 Bugserdampere, der hver førte sin Kolonne af Festtoget ind på Stockholms Strøm, hvor de ankrede ligeoverfor Slottet. Festtoget gav et ualmindelig stadseligt Skue og hilsedes med Jubel fra de paa Landstederne og langst Strandene forsamlede Tilskuere.

  Lidt efter Kl.6 samledes Svenska Seget Sellskapets Medlemmer og de danske Deltagere paa ”Grand Hotel” til en glimrende Festmiddag, i hvilken det behagede H.M. Kong Oscar at deltage, omgiven af nogle af Sverigs første Mænd, og hvor H.M. egenhændig foretog Præmieuddelingen. Hs. Majestæt holdt Festens Hovedtale for Svenska Sejel Sellskapet, erindrede om Forholdene ved dets Tilblivelse, om de Hindringer, der havde været at overvinde, om Sellskapets Udvikling og gavnlige Virksomhed i det forløbne halve Sekulum. I Talens Løb bragte Kongen S.S.S. en Tak for de gode Minder, som han bevarede fra ældre Dages Samliv, ligesom han ogsaa takkede de Tilstedeværende, som vestentjelds fra eller over Sundet vare mødte frem for at bidrage til Festens Glans, og H.Majestæt sluttede sin lige saa tankevægtige som i ganske sjælden Grad velformede Tale under alle Tilstedeværendes entusiastiske endeløse Jubel med at tømme sit Glas til Ære for Svenska Segel Sellskapet paa det Guldbryllupsdag. Senere fandt Kammerherre Sehested-Juul Lejlighed til paa en værdig Maade at bringe vor Forenings Hilsenn og Tak for godt fælles Arbejde i de forløbne Aar. Viceadmiral Lagercrantz udbragte Skaaler for de norske og danske tilstedeværende Yachtmænd; Kammerherre Sehested-Juul takkkede paa de Danskes Vegne. Efter den særdeles vellykkede Diner, samledes man ved Kaffe og Cigar i de tilstødende Lokaler,hvor senere ogsaa Punchen serveredes. Her drak H.M.Kong Oscar et Glas med de tilstedeværende danske Marineofficerer, og meddelte dem samtidig, at han vilde skjænke det danske Officerskorps, i hvilke H.M. indtager en Admiralspost, sit Billede til Anbringelse i Søofficersforeningen. Kl.11 ½ sluttedes officielt Festen, medens dog det glade Samliv endnu fortsattes af spredte Klynger af Festdeltagerne til langt ud paa Natten. Søndag og Mandag benyttedes til at se Stockholms Omegn, særlig Drottningholm, og Mandag Aften samledes man atter efter Indbydelse af S.S.S.s Medlemmer paa Hasselbacken til en splendid Sexa, ved hvilken det venlige og kammeratlige Forhold mellem de svenske og danske Yachtmænd fik fornyet Udtryk saavel i en Række Taler paa Vers og Prosa, som ogsaa derved, at Formanden for Dansk Forening for Lystsejlads, Kammerherre Sehested-Juul, og Eskadrechefen, Kommandør Christiansen, proklameredes som Æresmedlemmer af Svenska Segel Sellskapet. Tirsdag Morgen den 20. Juni vare alle Danske tidlig paa Benene for at gjøre klar til Afrejsen. Den af Eskadren lejede Slæbedamper mødte Kl.6 Morgen, og med stort Besvær og megen Tidsspilde lykkedes det endelig at føre samtlige Lystfartøjer gjennem Slussan og Jernbanebroen ind i Mælaren, hvorefter Farten fortsattes under livlig Hilsen fra Land, som besvaredes med Salut fra Fartøjerne, til Sødertejle, gjennem Kanalen og videre til Koøen ude i Skjærgaarden, hvor Damperen forlod Eskadren, og Deltagerne toge den sidste Afsked. Nogle af Eskadrens Fartøjer satte Kurs efter Visby, andre søgte direkte ad Hjemmet til, medens et Fartøj satte Kursen østefter paa en Udflugt til de russiske Østersøhavne. Hermed var denne særdeles minderige og lærerige Eskadresejlads til Ende.”

Sådan foregik Lystsejlads altså den gang. Det var i udpræget grad en aktivitet for ganske få mennesker helt oppe i samfundets top, der havde råd til sådan en ekstravagance, men spændende og sjovt synes jeg nu alligevel det er.

Eskadresejlads var en helt integreret del af måden at drive sejlsport på, hvor man forsøgte at lægge sig op af en sømilitær stil, men manøvrer, Flagsignaler og Ordrer. Det har væet sjovt sådan al lege ”rigtig Soldat”, men man skal huske på, at der dengang ikke lå den samme odiøse klang i det, som der går i dag. Det var i tiden før verden gik af lave og Verdenskrigene for altid tog romantikken og uskylden ud af myten af ”den Tapre Landsoldat”.

Her kom Caroline rigtig på langtur og må jo have klaret skærene, da hun kom hjem igen. Frede Bojsen berettede jo om,hvordan han vidste,at skibet havde været både i Stockholm og i Kristiania, så dette må have været den ene af turene.

Det er vel også værd at bemærke, at Caroline selv i 1882, selv 16 år efter hendes debut i 1866, stadig regnedes for så god en sejler, at man valgte hende, til at repræsentere Danmark i en af Jubilæusmkapsejladserne paa Kyrkviken..

Men kapsejladsen fortsatte for Caroline, for Fritsche var åbenbart en ivrig kapsejler, selvom Caroline ikke længere vinder præmier. Hun er på dette tidspunkt blevet overhalet af yngre og mere moderne både.

I en kapsejlads  i Århus d. 1 august 1886 er hun således oppe mod den nye Attila, tegnet af E.C. Benzons nevø, Alfred Benzon og sejler desuden mod Gay, tegnet af Sophus Weber i Svendborg. Ud af de 4 i hendes klasse bliver hun den sidste.

Den officielle beretning om sejladsen lyder:

”Kapsejladsen ved Aarhus d. 1 August. Om morgenen var det stille, men henimod Kl. 9 begyndte en let Brise af NNV, som efterhaanden friskede til en jævn Topsejls Kuling og holdt sig i denne Styrke under hele Løbet, medens den samtidig skagede sig lidt sydligere.

  Af de anmeldte 27 Fartøjer startede 26, af hvilke 1 udgik af Løbet.

¨ Kapsejladsen, som begyndte til den fastsatte Tid, forløb uden noget Uheld og var tilende Kl. 2 3/4!”.

For øvrigt ser man af deltagerlisten, at Echo, Nautilus og Bacchus også deltog, alle bygget af Mestern i Nykøbing Falster.

Igen den 5. september er der kapsejlads, men denne gang i hjemlige farvande ved Skodsborg. Man skriver:

” Heller ikke her begunstigede Vinden os, idet det var næsten stille, da Løbene skulde begynde. I Løbet af en Timestid kom der lidt Brise af VSV og Kl. 10 ½ F.M. gaves Signal for 1. Løb. Desværre viste det sig, at Vinden stod østlig og omløbende ude i Sundet, saaledes at der intet Kryds blev paa nogen af Triangelens Sider, og Kapsejladsen var derfor uden synderlig Interesse. Paa Grund af det løje og ustadige Vejr blev den anden Omsejling om Triangelen opgivet.

Af de anmeldte 44 Fartøjer startede 42, af hvilke dog 4 udgik af Løbet.

Sejladsen, som var tilende Kl. 4 E.M., forløb uden noget Uheld, og Resultatet foreligger i den vedføjede Tabel.

Kjøbenhavn, den 15de Oktober 1885.  P.Bruun”.

I tabelen ses, at der i Carolines løb kun var 1 deltager foruden hende selv, så der uddeles ikke præmie. Alligevel må vi konstatere, at Caroline ikke kan følge med længere, da hun i den lette vind er 1 minut og 30 sekunder efter sin konkurrent Kutter Augusta. Dette formodentlig fordi Caroline med sin ældre og tungere skrog og rig, ikke kan følge den lidt mindre og nyerer Augusta.

I I 1889 sælger Grosserer Fritshce så Caroline til Legationssekretær ved den engelske ambassede W.E. Goschen,.